Historien bag Susanne
Jeg hedder Susanne og det er mig, der står bag Flow by Balance. Jeg er født i 1967 på Sjælland og bor nu i Højbjerg ved Århus.
Jeg har i mere end 20 år dyrket yoga. Yogaen har været med til at give balance i min hektiske hverdag, med et ansvarsfuldt job i tekstilbranchen, hvor jeg havde en del rejseaktiviteter. Det var nemt at tage en yogamåtte med i min kuffert, så uanset hvor jeg var i verden, kunne jeg finde hjem i mig selv ved at dyrke yoga.
Yogaen giver mig et flow i min krop, som er med til at skabe balance, bevidsthed og nærvær.
Efter et yogaretreat på Samsø blev jeg endnu mere nysgerrig på yogaen. Hvad kan det? Hvad gør det? Hvad er det godt for? Hvad er sammenhængen? Og er der én?
Jeg ønskede en dybere forståelse. Jeg ønskede at kunne formidle yogaen, således at yogier på egen krop kunne mærke / føle hvilke forskelle, det gør for deres velbefindende at udøve yoga.
I 2014 startede jeg på en yogalæreruddannelse hos Konstantin, ved Yogahuset i Odense. Det var berigende og lærerigt at få en bredere viden om yoga og stillingerne.
I 2016 var jeg færdig med den 300 timers yogalæreruddannelse – jeg havde været på en meget personlig og udviklende rejse, men jeg havde også lært en masse om yoga og om at lære yogaen fra mig.
Under uddannelsen underviste jeg 1:1 og siden da har jeg haft ugentlige hold, samt givet 1:1 undervisning.
Jeg har taget efteruddannelse i Restorativ Yoga, Yoga Nidra og Yoga Uden smerte hos Sussie Jensen. Derudover har jeg taget efteruddannelse i Yin Yoga – stræk dig til velvære hos Yvonne Hansen.
For mig er det en gave at kunne formidle yogaen videre i en form, så yogierne går fra en lektion med større kropsbevidsthed, nærvær, velvære og en balancering i deres krop og sind.
For mig handler yoga om rejsen i stillingen og ikke nødvendigvis om at stå i den fulde / korrekte stilling. Det er på rejsen at udfordringerne ses i øjnene, og at kroppen langsomt giver slip og overgiver sig.
Mit ønske med at undervise i yoga er at give yogierne mulighed for at skabe flow, balance og en naturlig bevidsthed imellem krop og sind.
Min spirituelle rejse startede i 2017, eller rettere sagt, der blev jeg gjort bevidst om mine evner. Jeg havde problemer med min skulder og gik til en fysioterapeut, der også havde clairvoyante evner. Det blev en øjenåbner for mig. Det jeg altid har vidst dybt inde blev synliggjort for mig – at der er mere mellem himmel og jord end det blotte øje kan se.
Jeg har siden barnsben taget mange indtryk ind, og til tider har jeg været nødt til at trække mig fra omverden for bare at være mig og fordøje, det jeg oplevede. Jeg mærker andres sindsstemning / energier meget tydeligt, og jeg har oplevet ting, jeg undrede mig over. Men lige der hos fysioterapeuten gav det hele mening. En følelse af at blive set – sådan rigtigt set.
Jeg var nysgerrig på at uddybe mine evner og startede i 2018/2019 på en clairvoyance uddannelse og i 2019/2020 tog jeg en højere clairvoyance og energiarbejde uddannelse. Uddannelserne tog jeg hos Camilla Nymand.
Undervejs i forløbet havde jeg øveklienter – en læring i at bruge mine evner til at se, høre og mærke det, som ikke er umiddelbart, men som kan give en forståelse for helheden – det at være her på jorden.
Det har været, og er et meget givende arbejde at kunne formidle indsigter og budskaber videre, der kan give klienten en forståelse af sig selv. I samarbejde med klienten skabes der balance i energierne, og der formidles værktøjer, der kan arbejdes videre med.
Mit ønske er at skabe bevidsthed om det spirituelle for klienten, så det bliver en naturlig del af hverdagen at følge den intuition der mærkes.
At kunne balancere energierne og skabe et naturligt flow.